Kringla heimsins
Håkon, som fall på Fitjar,
var kalla den gode.
Han straffa fiendsleg plyndring,
og folket elska honom.
Sidan heldt folket fast på lovene til den
venlege fostersonen til Adalstein.
Bøndene er seine til å seie frå seg
det dei framleis hugsar.
...
Konge! Rådgjevarane dine skulle
ikkje verta vreide for den djerve tale.
Det kongelege ord vil føre til ære, konge.
Bøndene seier
at dei har ei anna og verre lov,
med mindre landhæren lyg,
enn du lova mennene
tidlegare i Ulvesundet.
«Morkinskinna: Norske kongesoger 1030–1157», s. 29–30.