Plutselig befant jeg meg helt alene i mørket på Romas største kirkegård, eller snarere sagt, en nekropolis. Campo Verano framstår mest av alt som De dødes by. Gravkapellene med familiegraver står tett i tett i et enormt gatesystem – en by – hvor ingen levende bor. Jeg kom en time før stengetid, og statuene av hvilende ynglinger og sørgende engler kastet lengre og lengre skygger.
Chiara Petrillo bar fram to barn med alvorlige misdannelser. Hvorfor er det provoserende?
En motkulturell helgen
