Da jeg for tjue år siden flyttet til Danmark, var det med en viss ambivalens. Jeg forbandt danskene med det bladet Cupido kalte «kåthet og glede», og en fin blanding av liberale og sosialdemokratiske verdier. Men ved ankomst var det Anders Fogh Rasmussens Venstre som styrte landet, med Dansk Folkeparti som støttehjul. Altfor ofte våknet jeg til Pia Kjærsgaards harmdirrende stemme fra klokkeradioen. Noe av det mest forstemmende var at det virket som om hun var den eneste politikeren som var vred for noget. Dette noget handlet ofte om sosial urettferdighet, men hadde bare én adressat: utlendingene. Og da tenkte hun ikke på sånne som meg.