Du kan bla til neste sideBla med piltastene

Smått

* Erik Solheim har på godt og vondt vore ein særprega politikar i 30 år - kunnskapsrik, ambisiøs, uortodoks og hardt arbeidande. Han har også eit formidabelt sjølvbilete, og dette gjorde at hans avskjed med norsk toppolitikk - iallfall for denne gongen - fekk fram mindre sympatiske sider. Hemnaksjonen mot Audun Lysbakken som sette han utafor regjeringa, arta seg som ei oppvisning i illojal sjølvhevding. Han skulda Lysbakken for å setja SVs interesser over landets interesser, og viste at han for sin del set seg sjølv over partiet. Den ihuga støtta hans til Lysbakken i leiarkampen med Heikki Holmås framstår som smiger for å sikre politiske bein. Det er ikkje noko vakkert syn.

Du må være abonnent for å lese denne artikkelen